Frans Lasson
Frans Lasson, operasanger og forfatter. F. 20. oktober 1935 i Aarhus. Søn af filmproducent, læge Poul Hjertholm (1896-1975) og dennes hustru Aase Hjertholm, f. Lasson (1904-88). Siden 1971 bofællesskab (registreret partnerskab 1990) med Ole Hilding Tost, f. 27/2 1940 i Niverød.
Adresse:
Operasanger Frans Lasson
Østerbrogade 54 A,
2100 København Ø.
Farvefoto til brug for trykning kan hentes her
Indhold

Et liv med musik
Tillidshverv
Et liv med bøger
Udgivelser af Frans Lasson
Trykte skuespiloversættelser
Grammofonplader, kassettebånd, CD
Presseomtale af Frans Lassons bogudgivelser
Andet litterært arbejde, udstillinger, virke som konsulent
Litterære priser
Elleve tegninger af Frans Lasson
Taler af Hans Hertel og Johannes Riis ved prisuddelinger
Frans Lassons tak for Søren Gyldendal Prisen 2000
Frans Lasson: Tanker omkring en rund fødselsdag

Frans Lasson - et filmportræt

Et liv med musik

Musikalsk-dramatisk uddannelse og ansættelse
Gammelsproglig student fra Metropolitanskolen 1954; litteraturstudier ved Københavns Universitet 1954-58; efter 5 års sanguddannelse hos Randi Teglbjærg og docent Annemarie Mortensen optaget som basbaryton på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Opera-akademiet 1963. Afgangseksamen herfra 1967. Operasanger ved Det Kongelige Teater 1967-90.
Debut som direktøren i Per Nørgårds opera Labyrinten 1967. Gæstespil på Den Jyske Opera og på Færøerne. Lærer i musikdramatik på Opera-akademiet 1969-71.
Operaroller på Det Kgl. Teater etc.
Bl.a.: Jeronimus og Leonard i Maskarade, dr. Bartolo i Barberen i Sevilla, Varlaam i Boris Godunov, pastor Gedge i Albert Herring (også i dansk TV's produktion 1977), Don Cassandro i La finta semplice, Geronte i Manon Lescaut, Macduff i Koppels Macbeth, Angelotti i Tosca, værten i Bohème, Pietro i Simone Boccanegra, Baron Douphol i La traviata, grev Jakob af Halland i Drot og Marsk, Bonzen i Madame Butterfly, Søren Stoppenål i Brittens En skærsommernatsdrøm, Lægen og notaren i Gianni Schicchi, Smith i Werles Animalen, Borgmesteren i Djævlene fra Loudun, Antonio i Figaros bryllup.
Operaroller uden for Det Kongelige Teater: Titelrollen i Telemanns Pimpinone (Copenhagen Summer Festival), Grev Robinson i Det hemmelige ægteskab (Den Jyske Opera) og Dr. Moritz i Skorpionen (dansk TV 1979).



Tillidshverv
Medlem af bestyrelsen for Foreningen af operasolisterne ved Det Kongelige Teater 1974-77 og for Rungstedlundfonden/Karen Blixen Museet fra 1990. Stifter af og formand for Karen Blixen Selskabet 1975-85. Redigerede sammen med Selskabets næstformand, kulturredaktør Hans Andersen, ti årgange af Blixeniana. Karen Blixen Selskabets årbog (1976-85).

Et liv med bøger
"Som operasanger, knyttet gennem treogtyve år til Det Kongelige Teater, blev jeg lykkeligt fri for en professionel litterats daglige trædemølle. Alt mit boglige arbejde er gjort con amore. I modsætning til mit liv på scenen har ingen anden end jeg selv bestemt, hvad jeg skulle studere, eller hvilke forfattere jeg ville beskæftige mig med. Denne frihed har været både inspirerende og sjæleligt fornyende gennem mere end en menneskealder. Parløbet mellem musik og bøger blev altså frugtbart i mit tilfælde, men kunne rimeligvis lige så let have udviklet sig til en katastrofe, der havde ødelagt alt.
Mit bogarbejde omkring Paul Claudel, Karen Blixen, Sophus Claussen, Olaf Bull og Frank Jæger er frugten af det valg, jeg traf for længe siden: ikke at gå litteraturvejen. De ordets kunstnere, der skænkede mig så meget i min ungdom, satte mig i en livslang taknemlighedsgæld, som jeg har prøvet at betale af på efter evne...
Jeg har aldrig ønsket at skjule min tilknytning til Det Kongelige Teater, når jeg trådte frem som udgiver og litterær formidler. Måske fordi jeg gerne ville være med til at sprænge nogle grænser gennem mit arbejde på to fronter. For mig er et menneskes liv ikke nødvendigvis blot ét liv, og jeg mener ikke, at jeg på nogen måde har mistet min identitet ved denne flersidighed."

Af Frans Lassons bog Vejene omkring Blixen og andre omveje. En erindringsmosaik, Gyldendal 1997.
Udgivelser af Frans Lasson
Ode til døden. Digt, 1962 (trykt som manuskript).
Tragisk himmel. Digte (med træsnit af Hans Holbein), 1966.
Molière: De ziirlige Damer. Et festskrift til Poul Reumert (m. tegninger af Arne Ungermann), 1967.
Karen Blixen. En digterskæbne i billeder (s.m. Clara Selborn), 1969 (Gyldendals Bogklub og paperback 1986. Oversat til seks sprog).
Karen Blixens tegninger, 1969 (udgivet af Forening for Boghaandværk).
Lucifers barn. Efterskrift til Thorkild Bjørnvig: Pagten. Mit venskab med Karen Blixen, særtryk 1974.
Karen Blixen: Efterladte fortællinger, 1975 (oversat til ni sprog).
Blixeniana 1976-1985. Karen Blixen Selskabets årbog, 1-10 (s.m. Hans Andersen).
Caroline Carlsen: Erindringer om Karen Blixen. Fortalt til Frans Lasson (i Blixeniana 1976. Optrykt i Karen Blixen på Rungstedlund, 1994).
Karen Blixen: Breve fra Afrika 1914-31, 1-2, 1978 (Gyldendals Bogklub 1979, paperback 1984, forøget udgave 1996. Oversat til syv sprog).
Regnen ved Ngong. En introduktion til Breve fra Afrika, særtryk 1978.
Mary Bess Westenholz: Erindringer om Máma og hendes slægt (i Blixeniana 1979).
Karen Blixen: Moderne ægteskab og andre betragtninger, 1981.
Ulla Rask: Mit samarbejde med Karen Blixen. Fortalt til Frans Lasson (i Blixeniana 1981. Optrykt i Karen Blixen på Rungstedlund, 1994).
Hermes. En bog til Ole Wivel 29. september 1981. Privattryk.
Fra Ekbátana til Klareboderne. En brevbog om Sophus Claussen og hans forlæggere, 1981 (også som Gyldendals julebog s.å.).
Karen Blixen – Johannes Rosendahl. En brevveksling 1943-1957 (i Blixeniana 1982).
Karen Blixens blomster. Natur og kunst på Rungstedlund (s.m. Steen Eiler Rasmussen, Lisbeth Hertel og Sven-Ingvar Andersson), 1983 (engelsk udgave 1992).
Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve, I-II, 1984.
Kun skabende er jeg lykkelig. En introduktion til Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve, særtryk 1984.
Sophus Claussen og Inger Nielsen. Breve fra et venskab, 1984.
Karen Blixen – Aage Henriksen. En brevveksling 1952-61 (i Blixeniana 1985).
Karen Blixen. En kronologi, 1985 (3. reviderede udgave 1997. Oversat til tre sprog).
Karen Blixen: Kongesønnerne og andre efterladte fortællinger (2. forøgede udgave af Efterladte fortællinger), 1985.
Thora og Olaf Bull. Blade af et ægteskabs historie, privattryk 1985.
Olaf Bull: Ekko og regnbue. Notater fra en dikters verksted, Oslo 1987 (forkortet dansk udgave i Gyldendals Kulturbibliotek s.å.).
Kilden og flammen. En bog til Thorkild Bjørnvig 2. februar 1988, privattryk (m. fotografier af Kirsten Klein).
Olaf Bull. Brev fra en dikters liv, 1-2, Oslo og København 1989.
Selv i solen har jeg evig sne. En introduktion til Olaf Bull. Brev fra en dikters liv, særtryk 1989.
Olaf Bull: Ild og skygger. Spredte notater fra et digterliv, privattryk 1991
(norsk og dansk udgave 1992).
Karen Blixen Museet (s.m. Marianne W. Asmussen), 1991.
Frank Jæger: Breve til Tage Skou-Hansen (i Den Blå Port, 20, 1991).
Hans Hartvig Seedorff: Under Kythera. Nye og gamle digte, 1992.
Olaf Bull: Det nye rum og andre digte, 1992.
Rørbyes tegninger, 1992.
Den unge Jægers breve 1944-56, 1993 (Gyldendals Bogklub 1994).
Karen Blixen: Karneval og andre fortællinger, 1994 (3. forøgede udgave af Efterladte fortællinger. Gyldendals Bogklub s.å., lydbog 1995).
Karen Blixen på Rungstedlund, 1994 (lydbog 1995).
Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62, 1-2, 1996 (s.m. Tom Engelbrecht. Lydbog 1997, hardback 1998. Forkortet fransk udgave 2002).
Som sand gennem fingrene. En introduktion til Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62, særtryk 1996.
Vejene omkring Blixen og andre omveje. En erindringsmosaik, 1997 (lydbog s.å.).
Sonetkrans til Karen Blixen. En lyrisk fantasi (trykt som manuskript), 2000.
Karen Blixen kalenderen år 2000 (s.m. Marianne W. Asmussen).
Tale ved modtagelsen af Søren Gyldendal Prisen 2000 (i Bogens Verden, 3, 2000).
Elena / Buret. To skuespil, 2000 (trykt som manuskript. Buret findes i en utrykt engelsk oversættelse af Kim Dambæk, med titlen The Cage, 1999).
Karen Blixens Rungstedlund. En billedbog af Steen Eiler Rasmussen, 2001.
Baron og bajads. Aage Haugland fortæller (s.m. Hans Skaarup), 2001.
Karen Blixen: Syv fantastiske Fortællinger. Med découpager af Dronning Margrethe II, 2002 (idé, billedvalg og efterskrift ved F.L. Engelsk udgave: Seven Gothic Tales s.å.).
Dronning Margrethe på Karen Blixen Museet. Billeder til en bog, 2002 (katalogbog til découpageudstilling på Rungstedlund s.å. Norsk udgave til Blaafarveværkets udstilling af dronningens découpager 2003).
Fabio. Et skuespil, 2004 (trykt som manuskript, findes i utrykt engelsk oversættelse af Kim Dambæk s.å.).
Jørgen Stormgaard: Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt (med efterskrift af Frans Lasson), 2005.
Spredte randbemærkninger. Efterskrift til Jørgen Stormgaard: Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt, særtryk 2005.


Trykte skuespiloversættelser af Frans Lasson
Graham Greene: Det sidste værelse (m. grafik af Herman Stilling), 1960. Også trykt i 30 nummererede og signerede eksemplarer på hollandsk bøttepapir.
Henry de Montherlant: Malatesta (nr. 208 i Hasselbalchs Kultur-Bibliotek), 1962.
Paul Claudel: Silkeskoen / Middagshøjde, 1964 (m. træsnit af Sigurd Vasegaard. Radioteatret 1966, Det Kongelige Teater 1979).
T.S. Eliot: Ved vejs ende, 1965 (Radioteatret 1966).
Paul Claudel: Bogen om Christoffer Columbus (med grafik af Sven Okkels), 1967.
Paul Claudel: Jeanne D'Arc paa baalet (med linoleumssnit af Sven Okkels), 1968.
Nelly Sachs: Eli. Et mysteriespil om Israels lidelse (trykt som manuskript), 1968.
Maurice Maeterlinck: Pelléas og Mélisande, 1968 (m. grafik af Sven Okkels. Teatret Kaleidoskop 1997).
Henry de Montherlant: Port-Royal (m. træsnit af Jane Muus), 1969.
August Strindberg: Til Damaskus, 1971 (Det Kongelige Teater s.å.).
August Strindberg: Dronning Kristina (m. træsnit af Jane Muus. Selskabet Bogvennerne, 1973.
Georg Büchner: Woyzeck. Oversat af Erik Knudsen. Med træsnit af Sven Okkels. Forord af Frans Lasson: "Woyzeck og virkeligheden." Selskabet Bogvennerne, 1974.
Operaoversættelser til Det Kongelige Teater
Claude Debussy: Pelléas og Mélisande, 1965.
Alexander Borodin: Fyrst Igor, 1976 (udgivet s.å.).
Christoph Willibald von Gluck: Orfeus og Eurydike, 1978 (udgivet s.å.).
Giuseppe Verdi: Maskeballet (ved Erik Lindegren), 1978 (udgivet s.å.).
Georg Friedrich Händel: Saul, 1985.
Modest Mussorgskij: Boris Godunov, 1988 (udgivet s.å.).
Sergei Prokofiev: Kærligheden til de tre appelsiner, 1994 (trykt s.å.).
Operetteoversættelse til Det Ny Teater
Johann Strauss den yngre: Flagermusen, 1994.

Grammofonplader / Kassettebånd / CD
Bodil Ipsen 1889-1989. Oplæsninger af H.C. Andersen, Knut Hamsun, Johannes V. Jensen og Karen Blixen i Danmarks Radio 1950-62 (dobbelt LP-album og kassette, udgivet s.m. Hans Skaarup), 1989.
Karen Blixen: Rungstedlund. En radiotale og Kongens brev (kassettebånd med lydoptagelser fra Danmarks Radio 1958), 1992.
Karen Blixen fortæller (dobbelt CD med optagelser fra Danmarks Radio 1950-58, udgivet for Karen Blixen Museet af FL), 2000.
Frans Lasson: Sonetkrans til Karen Blixen. En lyrisk fantasi. Oplæst af forfatteren (privatudgivet CD, 2005).
Presseomtale af Frans Lassons bogudgivelser
Paul Claudel: Silkeskoen / Middagshøjde. To skuespil. På dansk ved Frans Lasson. Med træsnit af Sigurd Vasegaard. Poul Kristensens Forlag, 1964.

"To statelige bind i skøn gendigtning af Frans Lasson. At læse "Silkeskoen" er at møde pragt og dybde. Sproget er som at holde sølv og guld i hænderne."
JACOB PALUDAN i "Dramatisk Forum"

"To af europæisk teaters moderne store værker er langt om længe udkommet på dansk. Man må kalde det en begivenhed, at en ung begejstret kender på én gang fører to af Claudels skuespil frem for danske læsere. Det er en bedrift af Frans Lasson at have oversat disse Claudel'ske værker. En stor digter ville måske have gjort det anderledes – han er yderst omhyggelig, følsomt nøjagtig, fin i sin højspændte sprogsans. Gid hans arbejde må føre til, at de stagnerede former for vor teaterkunst kan sprænges, så at vor hjemlige sceniske kunst kommer på højde med den europæiske."
EMIL FREDERIKSEN i "Berlingske Tidende"

"Nu foreligger på dansk, i en meget fornem udgave, de to skuespil, som regnes for Claudels mesterstykker, og eftersom Frans Lasson har løst den næsten håbløst svære oversættelsesopgave særdeles godt, kan vi nu i det mindste læse os til Claudels dramatiske storhed."
CARL JOHAN ELMQUIST i "Politiken"

"Bogtrykker Poul Kristensen i Herning skylder vi både oprigtig og inderlig tak; han har udsendt den fornemste og mest betydningsfulde bog i dette år, som det her halvvejs er gået. Det er et bidrag til vor nationallitteratur, fordi det endelig er en oversættelse af en af de største digtere... Bogtrykkeriets mirakuløse skabervilje og en hidtil ukendt velgører imod dansk litteratur, Frans Lasson, har sammen med træskæreren Sigurd Vasegaard givet os denne udvidelse af vor nationallitteratur.
Meget større glæde kan man da næppe have haft, om man holder af sådant som er smukt og ædelt."
JENS KRUUSE i "Jyllands-Posten"

"Efter læsningen sidder man tilbage med en mærkelig følelse af at have været i selskab med en af litteraturens store. Paul Claudels forfatterskab er i verdensklasse, tilmed så højt oppe, at man nævner ham i forbindelse med Dante og Shakespeare...
Jeg kan kun sige om oversættelsen, at jeg sjældent har læst et så skønt dansk sprog... Der er bogstavelig ikke én sætning, som forekommer kunstlet eller kantet. Denne gendigtning må have været et yderst krævende arbejde, men den er efter mit skøn løst på forbilledlig måde."
N.J. RALD i "Kristeligt Dagblad"

"Nu ligger Frans Lassons mesterlige og ufattelig smukke oversættelse af Claudels hovedværker "Middagshøjde" og "Silkeskoen" som en provokerende udfordring til dansk teater. Samtidig repræsenterer de to bind højdepunkter i dansk bogkunst. Denne udgivelse er en sjældent overgået begivenhed i den danske bogverden."
M. DAMGAARD RASMUSSEN i "Fyens Stiftstidende"

"Denne både hvad udstyr og kvalitet angår forbløffende oversætterbedrift giver os med ét to af Claudels vægtigste værker, der her efter 2. verdenskrig har vakt furore på de store, udenlandske scener. Begge spil fascinerer ved den overbevisningens styrke, de udstråler – og ved synernes og figurernes, ordenes sjældne kunstneriske karat."
JØRGEN CLAUDI i "Bogens Verden"

"Her staar man over for et helt usædvanligt bogværk, der baade i æstetisk og boghaandværksmæssig henseende maa karakteriseres som ganske eksceptionelt. Sjældent har man i dansk bogproduktion set et lignende eksempel paa et intimt samspil imellem en skuespiltekst og dens boglige materialisering – begge dele har over sig en fornem eksklusivitet, der bevirker, at en bogelsker altid vil huske dette værk som noget af det mest særprægede og fornemme, han har set i de senere aars danske bogproduktion."
AARETS BEDSTE BOGTRYK, 1964

Frans Lassons mangeårige samarbejde med Poul Kristensen, Herning, er udførligt beskrevet af Erik Dal i kapitlet "De svære skuespil og deres oversætter" i Nogle bøger fra Herning 1936-1986, 1986, og af ham selv i Vejene omkring Blixen og andre omveje. En erindringsmosaik, 1997.
Karen Blixen. En digterskæbne i billeder. Samlet og redigeret af Frans Lasson. Med tekst af Clara Selborn. Gyldendal 1969. Amerikansk/engelsk udgave 1970. Begge udgivet af Karen Blixen Museet siden 1992/1994.

"Langt den bedste bog, der er udkommet om Karen Blixen siden hendes egne selvbiografiske værker."
TIMES LITERARY SUPPLEMENT

"Et pragtværk, som nok vil blive folkeeje... Fremtræder som en livsfrise fra fødsel til grav."
MERETE BONNESEN i "Politiken"

"Det er måske det fineste og det poetiske ved denne smukke, spændende og afslørende bog, at den griber ind i det forbigangne, så det bliver levende, og at 300 illustrationer bliver til håndgribelige og talende spor om et af de rigeste og ejendommeligste digterliv, vor litteratur kender."
HANS ANDERSEN i "Jyllands-Posten"

"Stor og spændende billed-biografi... åbner direkte og indirekte et overordentligt spændende indblik i hendes verden – eller rettere: i hendes verdener."
JENS KISTRUP i "Berlingske Tidende"

"Dette er en ganske enestående bog... Man kan ikke give Frans Lasson og Clara Svendsen større anerkendelse end ved at sige, at deres store, smukke billed-biografi er sit emne værdig. Det er, som om et nyt værk af Karen Blixen slutter sig til de samlede skrifter. Uundværligt som de."
BRIS i "B.T."

"Det er blevet en kulturhistorisk uhyre fængslende og menneskeligt meget gribende bog."
MARIE-LOUISE PALUDAN i "Søndags B.T."

Karen Blixen: Breve fra Afrika 1914-31, 1-2. Udgivet af Frans Lasson. Gyldendal 1978.

"Breve fra Afrika er det bedste og mest bevægende portræt, nogen dansk forfatter nogensinde har givet af sig selv."
JENS KISTRUP i "Berlingske Tidende"

"En ny og besættende bog af Karen Blixen."
HANS ANDERSEN i "Jyllands-Posten"

"Her taler et geni om sig selv... En dødsensfortvivlet glædesbebuder var denne brændende issjæl. Vi kommer den ikke nærmere end i disse breve. Og dermed har vi fået årets store bog om en af århundredets store digtere."
BENT MOHN i "Politiken"

"Interessen for Karen Blixens forfatterskab er konstant stigende. To-binds udgaven af hendes breve er ikke bare et biografisk tillæg, fyldt med private noter. Den er i sig selv en dybtgående analyse af og et forsvar for individets ret til personlig kompromisløs frihed."
CLAUS RUDE i "Aktuelt"

"Karen Blixens breve er helt vidunderlig læsning... en af de bedste bøger der er kommet på dansk i år... 'Breve fra Afrika' er skrevet af en stor digter, der også er en uendelig sammensat og fortryllende personlighed... Karen Blixen var, som vi allerede ved fra Bjørnvigs 'Pagten', en sindsomvæltende personlighed. Og disse breves magi er besættende og betagende."
POUL BORUM i "Ekstra Bladet"

"Brevene er, som udgiveren siger, skrevet lige ud af hendes hjerte, og sandt at sige lyser de af en enestående sandhedstrang og analytisk evne og af stor ulejlighed for at klargøre sig også for andre... Der er høj luft i disse breve. Det er en god og fornuftig udgivelse, som uanset alle æstetikkens specialiteter og litterær persondyrkelse fortæller om eksistentielle, sociale, nationale, økonomiske og familiære vilkår som et klarøjet, højt begavet menneske møder dem."
TORBEN BROSTRØM i "Information"

"I de tyve år, der er gået, siden denne bog udkom første gang, er Karen Blixen blevet et verdensnavn. Grunden blev lagt, da Frans Lassons udgave af Breve fra Afrika blev oversat til amerikansk..."
AAGE HENRIKSEN i "Det guddommelige barn", 1986

Frans Lasson: Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve, I-II. Gyldendal 1984.

"Denne længe ventede og forventningsopfyldende udgivelse... Den er elementært fængslende ved det indblik, man får i en arbejdende bevidsthed, gribende ved sit interne skæbnebillede, opløftende ved den sammenhæng, der nu er etableret for øjnene af en. Netop synet er kommet til – gennem det righoldige, nyfundne illustrationsmateriale, udgaven er udstyret med. Sophus Claussens brevværk er 'en Dyst som fryder hele Riget'."
TORBEN BROSTRØM i "Information"

"Evige breve... Frans Lasson, som i 1978 udgav Karen Blixens breve fra Afrika i to bind, har gjort det igen: nu foreligger 'Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve', til fryd og fordybelse... De to bind skal sættes op på reolen mellem Carl Nielsens dagbøger og Karen Blixens breve som autentiske kommentarer til epokens kunstneriske gennembrud i digtning og musik."
OLE WIVEL i "B.T."

"En fremragende udgivelse... Der er alle klange i denne bog fra det suveræne, det vidunderligt poetiske til det forfærdende og det lavkomiske... I lange passager læser man denne brevsamling, som man behandler en æske chokolade: man snapper hele tiden lige en til... Der er utrolig meget tidstemning, som ingen egentlig er ophavsmand til, men som tiden må have digtet selv. Og så er der hos mange af brevskriverne og især hos Claussen selv en skrivekunst, som i et blink forstår at slå til og skabe helt nyskabte sansninger for ens øjne. Brevene er virkelig, som Stuckenberg udtrykte det: mørbraden af Claussens produktion. Dyre sager."
ERIK A. NIELSEN i "Kristeligt Dagblad"

"Man kan læse værket uden opslagsbøger ved siden af, for udgiveren har på snild og kyndig måde indskudt korte fortællende afsnit mellem brevene, som kaster baggrundslys på den situation, de blev skrevet i. Hele værket kan derfor læses som en roman, hvor helten skrider frem gennem en allé af bipersoner... Med denne brevsamling har den kunstentusiastiske og initiativrige Frans Lasson beriget vores litteratur og føjet endnu en stor og god handling til sine tidligere. Hans værk overholder alle gode udgiverprincipper og er dog en folkelig bog. Det er en bedrift."
AAGE HENRIKSEN i "Politiken"

"Frans Lasson har foranstaltet en udgivelse, der vil have stor betydning ikke blot for læsningen af Claussen, men for forståelsen af hele århundredskiftets kulturliv."
KNUD BJARNE GJESING i "Fyns Stiftstidende"

"Her er en roman, som i breve til og fra Sophus Claussen fanger en ind med det samme... Det er en udgiverindsats , der nærmest slår en omkuld. En fabelagtig omhyggelighed i noter og realkommentarer, en økonomisk anvendelse af en kæmpefond af viden, stramt, klart, let at overskue... Frans Lasson, der tidligere har udgivet Karen Blixens breve, er efter min mening i denne udgivelse af Sophus Claussens breve nået videre... jeg synes virkelig, han står til en æresdoktortitel... Det er så fint, og det er så smittende veloplagt."
JOHANNES MØLLEHAVE i "Danmarks Radio"

"Frans Lassons nye brevbog om en digter – den første drejede sig om Karen Blixens breve fra Afrika – syner i virkeligheden som en stor og bjergtagende roman om Sophus Claussen... De rige mønstre og temaer i værket er mangfoldige. Man ser mennesket Sophus Claussen i fuld figur, hans unge iver efter oplevelse og lyst, hans bestandige vrede og uro over ikke at blive kendt af alle som en digter i Danmark og i det hele taget hans erotiske fundament i videste forstand."
HANS ANDERSEN i "Jyllands-Posten"

"Frans Lasson har lagt bogen bredt og har suverænt kommenteret den i det fyldige noteapparat... Bogen burde være enhver litteraturelskers argument mod sin egen tristesse."
BO HAKON JØRGENSEN i "Berlingske Tidende"

"Sophus Claussen er uden tvivl en af vore største digtere, og det er en sand velsignelse, at vi nu har fået den store, fremragende kommenterede udgave af hans samlede digte i ni bind. Til dem slutter sig nu Frans Lassons to store bind udvalgte breve til og fra Claussen, ligeledes storartet kommenteret... De tegner helt af sig selv et portræt af 'mennesket bag kunstneren', Claussen i al hans mangfoldighed og besværlighed."
POUL BORUM i "Ekstra Bladet"

"Frans Lassons imposante 2-binds brevbog Sophus Claussen og hans kreds forener det videnskabelige kildeskrift og den folkelige "billedbog". Det er imponerende at følge, med hvilken let hånd han indrangerer de gennem års hårdt slid fremdragne data og kilder i en fortløbende beretning, der lader Claussens brevvekslinger fremstå som ét episk bredt værk, en dokumentarisk "brevroman". Der er et element af glad amatør i Lassons upåtrængende professionalisme, uden hvilket projektet næppe ville kunne være blevet fuldført, og hans bog fungerer altså dobbelt, som farverig person- og periodeskildring i egen ret og som strikt og exemplarisk kildemateriale, uvurderligt for de videre forskninger i Claussens kunst."
PETER KIRKEGAARD i "Bogens Verden"

Olaf Bull: Ekko og regnbue. Notater fra en dikters verksted. Utgitt av Frans Lasson. Gyldendal Norsk Forlag 1987.

"Et litterært-digterisk hovedværk, på én gang en selvbiografisk – selvbekendende – selvanalyserende mosaik og en række skarpe strejflys over, hvad det i det hele taget vil sige at være digter. Og hvad det ville sige at være digteren Olaf Bull. Både indholdsmæssigt og sprogligt – hvis en adskillelse ellers er mulig – fortjener 'Ekko og regnbue' at nævnes side om side med det største inden for denne krævende genre: fra Kierkegaards 'Diapsalmata' til Paul la Cours 'Fragmenter af en dagbog'. Her bliver liv og kunst ét. Her kredser digteren om sin egen og sin digtnings kerne – og når så langt ind i den, som man overhovedet kan nå."
JENS KISTRUP i "Berlingske Tidende"

"En ny bok av Olaf Bull! Hvis noe skulle kalles en litterær sensasjon, måtte det være dette. Vår store lyriker, en av Skandinavias betydeligste, taler igjen nært og fortrolig med oss – 54 år efter sin død... Boken kan og bør leses på kryss og tvers. Det er prosa på intimplanet, men med perspektiver langt ut over kunstnernes krets."
EILIF STRAUME i "Aftenposten"

"Efter sine fortjenstfulde udgaver af Karen Blixens afrikanske breve og den store med Sophus Claussens korrespondance har Frans Lasson kastet sig over Olaf Bulls breve... Som et sensationelt afkast af dette arbejde har han nu kunnet publicere disse mere eller mindre glemte, lidenskabelige notater under den bull'ske titel 'Ekko og regnbue'. Den store manuskriptjægers fryd ved fundet forplanter sig gennem introduktionen til læseren, og skuffet bliver man heller ikke."
TORBEN BROSTRØM i "Information"

"Helt tilfældigt er det ikke, men meningsfyldt, at Frans Lasson, som har gjort sit til, at Sophus Claussen får sin renæssance i 1980erne (jeg tænker naturligvis på den forbilledlige tobinds brevudgave), nu også har gjort sit til, at Bull vil blive genlæst. Forhåbentlig mere end genlæst, nærlæst, læst i laser – det er, hvad Bulls sjældne talent fortjener, intet mindre... En skøn humor, en byge af præcise iagttagelser, nuet fanget som i Haiku-digte, en overrumplende paradoksalitet, en vitalitet, der leder min tanke hen på et udtryk en af mine venner plejede at bruge om de bedste livsøjeblikke, 'det rene eksistensfrådseri!'... Der er over 1200 tekster i 'Ekko og regnbue'. En enkelt er nok til en hel dags refleksion. Der ligger store digte, hele digtsamlinger i Bulls korte fragmenter, en poetisk kermesse mikrofotograferet til et punktum på en bogside. Ingen kan have noget mod søvnløshed, hvis 'Ekko og regnbue' ligger på natbordet. Sikke en gave! Sikke en rigdom! Vi har ikke en mere kompetent udgiver i Danmark end Frans Lasson. Efter at han nu har udgivet Blixens breve og Claussens og til efteråret Bulls – og nu lagt dette fund af notater frem – må han da selv i vores smålige land stå til en markant pris. Ih, hvor han fortjener det!"
JOHANNES MØLLEHAVE i "Politiken"

"Operasangeren Frans Lasson har indlagt sig uvisnelig hæder som udgiver af Karen Blixen og Sophus Claussen. Nu har han kastet sig over en tredje stor digter, nordmanden Olaf Bull, som Tom Kristensen engang – og jeg tror med rette – kaldte Nordens største lyriker. Det er en utrolig rig samling 'notater fra en digters værksted' (som udgiveren kalder dem), som man ved, man i mange år vil fordybe sig i."
POUL BORUM i "Ekstra Bladet"

"Et enestående indblik i Olaf Bulls digteriske værksted."
HANS ANDERSEN i "Jyllands-Posten"

Frans Lasson: Olaf Bull. Brev fra en dikters liv, 1-2. Gyldendal Norsk Forlag og Gyldendal 1989.

"Det en nordmand burde gjort, har nu en danske utført for oss. Og kanskje var det best slik. Vi beveger oss på et område hvor spørsmål om nasjonalitet blir sekundære. Stor takk og varig ære til Frans Lasson, forfatter, litteraturforsker – og operasanger ved Det Kongelige Teater!
Han har nemlig fullført den viktige og vanskelige oppgave å samle og utgi Olaf Bulls brev... Ni hundre sider fra første tredjepart av århundret, dette må nødvendigvis være stoff av interesse bare for spesialister, tænker mange. Og de tænker fuldkommen feil! Her møter vi for en sjelden gangs skyld den bitre og brutale virkelighet bak en skjønnhet og en storhet vi er vokst opp med og har gjort til en del av vår virkelighet. Jeg er rett og slett ulykkelig fordi det er umulig å komme inn på den overveldende mengden av interessante detaljer – biografiske, teater- og litteraturhistoriske, almenkulturelle. Ingenting gjør allikevel mer inntryk enn det rent personlige. Et menneskes ynkverdighet og storhet. Samtidig! Et document humain, hvis noe er det...
Det er til diktene vi går. Men vi går med større eftertanke enn før, større vemod, men også større triumf og villere glede. Og vi går med takk til Frans Lasson, som har arbeidet i dager og netter for å gi oss et dypere og mer personlig forhold til vår store dikter, for at gjøre ham synligere for oss – og for hele Norden."
EILIF STRAUME i "Aftenposten"

"Frans Lasson har udført et dybt imponerende pionerarbejde... Hvad brevene giver, er dels dybe anfægtelser, angst, kærlighedskval, overmod, et mægtigt dramatisk spil med alle manualer trukket ud, generøsitet og ekstatisk forelskelse, og dødsangst – og dels banale og ydmygende, lumpne forretningshenvendelser, den vrangvendte storhed. Og dog udtrykker brevene ikke vrangen af Olaf Bulls liv, men fortæller om råstoffet til hans digtning. I den ånd og med den hengivenhed lader Frans Lasson os læse dem...
Man læser sig ned, dybt ned i et bevægende, uafvidende selvportræt af et menneske, der med kollegaen Helge Krogs rammende mindeord i Politiken 1933 var halvt barbar og halvt til det yderste forfinet – en Attila og en Marc Aurel. Frans Lasson har ydet både Danmark og Norge en fornem indsats."
BETTINA HELTBERG i "Politiken"

"Sensationel dansk brevudgave på næsten tusind sider breve af den norske digter Olaf Bull, som det danske fænomen Frans Lasson har fundet frem og udgivet med en fremragende forbindende kommentar, der næsten er en biografi over Bull... At læse brevudgaven er en så rystende oplevelse, at man hele tiden må bryde af og hen og læse nogle sider i Bulls samlede digte, der står på hylden blandt yndlingsbøgerne, de helt uundværlige."
POUL BORUM i "Ekstra Bladet"

"Med brevutgåva har Lasson gjort eit arbeid, som idet vi har fått det i hende, gjør det ufatteleg at det har blitt verande ugjort så lenge. Det forringar slett ikkje Lassons eminente innsats."
GEIR MORK i "Bergens Tidende"

"Frans Lassons arbejde med den tykke to binds udgave er mønstergyldigt, den maksimale detektiviske sporsans kombineret med den maksimale præcision."
JENS KISTRUP i "Berlingske Tidende"

"Hvilke yderpunkter! Poesi og smertebreve. Hvad med livet midt imellem? Det findes også. Hele registret fra fintmærkende intellektualisme, spiritualitet, munterhed, klogskab, skønhedsdyrkelse, glødende forelskelse, pragtfulde kærlighedserklæringer – i fravær og savn... Brevene er tilsammen et menneskebillede. De er også et tidsbillede af Christiania, København, Paris, Rom og alle de mindre lokaliteter, der blev kulisser om Olaf Bulls nervøse eksistens. Mennesker træder nær i hans nærgående krav til dem, i hans indfaldsrige gavmildhed, og man mærker deres hengivenhed for den besværlige døgnbrænder...
Når bøgerne alligevel bliver til et panorama, skyldes det ikke kun det rige temperament, der sætter sig igennem de genkommende litanier, men også udgiveren Frans Lassons forbindende tekst, hans grundige indledning, de omhyggelige noter og det righoldige billedmateriale, der får det til at ligne en komplet biografi. Det er et imponerende udgiverarbejde, som føjer sig til hans tidligere bedrifter med Karen Blixens Breve fra Afrika og Sophus Claussen og hans kreds."
TORBEN BROSTRØM i "Information"

"Det er et banebrydende værk, der udgives her, især fordi Bulls indsats er så underbelyst i Norge. Frans Lasson er imponerende i dette biografiske stifinderarbejde. Efter bøgerne om Karen Blixen, forskningen i Sophus Claussen og nu dette store dokument om Olaf Bull må der være en pris til dette mangfoldige talent, som Frans Lasson er. Ellers må Det Danske Akademi opfinde en pris, der lige akkurat passer til hans indsats for nordisk litteratur."
GRETHE ROSTBØLL i "Jyllands-Posten"

"Så stor en brevsamling burde naturligvis ikke læses i ét stræk. Den er meget rig på stemmer, situationsglimt, indfald og betragtninger... Olaf Bull bliver i denne store , beundringsværdigt indfølende og afsøgende livsdokumentation belyst både indefra og udefra og set med mange øjne."
MARIE-LOUISE PALUDAN i "Weekendavisen"

Olaf Bull: Ild og skygger. Spredte notater fra et dikterliv. Utgitt av Frans Lasson. Gyldendal Norsk Forlag og Spektrum 1992.

"Ekko og regnbue" var en begivenhed og fortjener at blive en klassiker. Og det er den, den nu udgivne "Ild og skygger" fortsætter... Om denne bog er der kun at sige: Læs den! Læs den langsomt! Læs den side for side, notat for notat! Sæt eventuelt hele efteråret af til den!"
JENS KISTRUP i "Berlingske Tidende"

"Olaf Bull er Nordens største digter. Alligevel er nordmanden, der døde i 1933, næsten ikke blevet berørt af forskningen, førend den fremragende danske udgiver Frans Lasson udsendte først et stort bind vidunderlige notater og aforismer og derpå en stor og sjælerystende samling breve. Nu har Lasson fundet yderligere en stor portion notater, og det er stærke sager."
POUL BORUM i "Ekstra Bladet"

"I 1987 kom udvalgte notater fra Bulls notesbøger under titlen 'Ekko og regnbue'. Det er denne udgivelse, der nu ved nye fund er blevet forlænget med nok et bind notater af mindst samme interesse som det forrige, og det siger en del... Vi kan kigge ham over skulderen under det arbejde, der, for Olaf Bull, var så martrende, at den trivielle nordiske stimulans også blev hans. En tidlig død fik han, men også, bl.a. takket være Frans Lasson, nu omsider et værdigt eftermæle."
PER HØJHOLT i "Jyllands-Posten"













 






Den unge Jægers breve 1944-56. Udgivet af Frans Lasson. Gyldendal 1993.

"Den samling breve, som Frans Lasson i dag gør dansk litteratur endnu en af sine store tjenester med, er klar envejskommunikation, for den består stort set kun af breve fra Frank Jæger... de lyser af lystig energi, rastløs vitalitet og en sproglig dynamik, der kan puste selv de tungeste og sejeste omkuld."
JOHS. H. CHRISTENSEN i "Det Fri Aktuelt"

"Frans Lassons forbilledlige udgave af den unge Jægers breve 1944-56."
TORBEN BROSTRØM i "Information"

"I Frans Lassons redaktion gives der et bevægende indblik i et kunstnerisk livsforløb, der rummede smerte og angst, men også et stort poetisk og menneskeligt mod. Enestående biografisk materiale."
NIELS HOUKJÆR i "Berlingske Tidende"

"Det er en meget stærk og vedkommende bog. Brevene viser bl.a. Frank Jæger som en af de mange desperadoer på det danske parnas."  * * * * *
HOLGER RUPPERT i "B.T."

"Frans Lassons guldgrube af en brevudgave...Det vil være fejlagtigt at kalde Den unge Jægers breve for munter og nærende læsning. Men klogere på livet bliver man af således at se, hvordan en myte søges bygget op, og hvordan den kan nedbrydes indefra. Til dette udbytte bidrager ikke mindst udgiverens efterhånden legendariske akribi. De indsatte mellemtekster opridser rask og på samme tid grundigt forudsætningerne for enkeltbreve eller hele serier af breve."
ERIK SKYUM-NIELSEN i "Information"

"Det er Frans Lasson, der efter et enestående stifinderarbejde har begået denne uvurderlige brevfortælling. Slet ikke og heldigvis ikke som en anonym udgiver, henvist til vrimlen af noter og registre. Overalt er han synlig som tilrettelægger og fortæller, tolker og kommentator. Han skaber fortællingens sammenhæng og helhed, og han giver den et godt anslag i det indledende portræt af kunstneren som ungt menneske... Bedre kan det vist ikke gøres."
HANS JØRN CHRISTENSEN i "Aalborg Stiftstidende"

"Modvilligt må man jo indrømme, at det er fascinerende at læse Frans Lassons store, velredigerede bog. Og så lægger Jæger jo ikke fingrene imellem, når han karakteriserer andre, og hvem kan lade være at grine, når han kalder Baronesse Blixen for 'en usædvanlig dum kælling, og hundrede år bagud for sin tid'?"
POUL BORUM i "Ekstra Bladet"

"Frans Lassons brevbog er blevet en fornem historie om den unge Frank Jægers lykkeligste år... det er uden forbehold menneskeligt, litterært og historisk spændende at følge hans kunstneriske værk gennem de store breve til Ole Wivel, Tage Skou-Hansen og Thorkild Bjørnvig."
HANS ANDERSEN i "Jyllands-Posten"

"Frans Lasson er fremragende til det, han nu har gjort adskillige gange med smukke bøger til følge. Som udgiver er han forbilledlig. Det biografiske og bibliografiske apparat er på et niveau, man stort set aldrig ser i Danmark."
HENRIK MILTON SØRENSEN i "STANDart"



















Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62, 1-2. Udgivet af Frans Lasson og Tom Engelbrecht. Gyldendal 1996.

"En lykke for os er det, at vi har Frans Lasson til at udgive Karen Blixens breve. Ihærdigt har han søgt, klogt har han valgt ud, og behændigt har han forsynet brevene med mellemtekster, så det hele kan læses som en Blixen-biografi, skrevet af andre og af hende selv. Og han har forsynet bogen med et vidende og klogt forord... Karen Blixen i Danmark er en udgiverbedrift, der tjener Lasson til den største ære. Med denne bog har vi en nyhed, der vil samle de mange læsere. Læsere, der vil vide mere om Blixen, læsere, der vil vide, hvordan de skal leve dette ene, meget besværlige og meget dyrebare liv."
BENT MOHN i "Politiken"

"Værket er en utrolig rig oplevelse. Det fortæller om et menneske, hvis livsmod og livsvilje havde ubegribeligt omfang... De breve, som Karen Blixen skrev, og mange af de svar, hun fik, er af en åndelig og intellektuel valør, der næppe har sit sidestykke i den danske samtid... Sammenkædende tekster og et vældigt noteapparat gør det muligt at læse Karen Blixen i Danmark som en dokumentarisk romanbiografi om forfatterindens sidste 30 år. Dens tiltrækning, dens åndshistoriske perspektiver og først og fremmest dens indblik i en menneskeskæbne, har blixensk format."
HANS ANDERSEN i "Jyllands-Posten"

* * * * *POUL BORUM i "Ekstra Bladet"

"Medrivende, livskløgtig og morsom læsning... Man kunne sige om denne uhyre velredigerede og smukt indbundne bog med et væld af fascinerende portrætfotos: Det er kærlighed ved første blik. Til bogen, billederne, brevene, Blixen og beundrerne. Sikke en kultur vi er ved at lægge bag os med telefaxer, mobiltelefoner og PC'ere. Desto større grund er der til at sikre denne Blixen-bog en varig plads i reolen derhjemme. Som Bjørnvig pludselig udbryder et sted, hvor man næsten har ham mistænkt for at foregribe sin egen deltagelse i en fremtidig udgivelse af Blixens breve: "0, hvor er det godt!"
JENS ANDERSEN i "Berlingske Tidende"

"Frans Lasson står i dag som en af dansk litteraturs store udgivere, kun i klasse med Louis Bobé."
POUL BEHRENDT i "Weekendavisen"

"Brevene fra tiden i Afrika udgav Frans Lasson for snart tyve år siden i 1978, også i to bind – og de har forlængst indtaget en prominent plads i det samlede forfatterskab. Det samme skal den ny samling nok komme til, og det snarest, for det er et værk så righoldigt som et guldfund... et stykke medrivende personal- og litteraturhistorie. Frans Lasson har endnu en gang gjort Baronessen og hendes læsere en kæmpetjeneste... Kraft er der stadig i hende af en sådan voldsomhed, at den suger læseren ind i disse megatykke bind som i en hvirvlende malstrøm, der får én til bævende at fornemme lidt af, hvordan det var at blive indfanget af hendes magnetfelt, da hun var i levende live."
JOHS. H. CHRISTENSEN i "Det Fri Aktuelt"

"Historien om et magisk liv, dokumentarisk, men højstiliseret. Det er på én måde en lang, løs hverdagshistorie med eventyrlige indslag, om en frygtløs heltinde, som styrer handlingen og overvinder den ene vanskelighed efter den anden, omdanner sine nederlag til kunst, således at forløbet får en struktur, hvor tragik og humor ikke er uforenelige. Et sted ovenover eller nedenunder er der en fundamental morskab."
TORBEN BROSTRØM i "Information"

"Ser man på, hvad man kan komme til at forstå om samtiden via Karen Blixens person, er udgivelsen pengene værd. Endnu en gang samler omkring hendes person en tabt viden sig... For denne dokumentation fortjener Frans Lasson hæderspriser, for overtalelsesevner, for noter (sammen med Tom Engelbrecht), for den appetitlige filologi, han har præsteret i udgivelser af Blixen, Claussen, Jæger og Olaf Bull. Al hans viden samles i indledningens slutportræt af Karen Blixen, som er så præcist om både forfatter og menneske, at man ser, at hans udgivervej hele tiden har haft retning mod forfatterskabets kerne."
BO HAKON JØRGENSEN i "Kristeligt Dagblad"



Frans Lasson: Vejene omkring Blixen og andre omveje. En erindringsmosaik. Gyldendal 1997. (Udkom som lydbog s.å.).

"Et storstilet værk om et liv med bøger, musik og teater. De monumentale brevværker om Karen Blixen, Sophus Claussen, Olaf Bull og Frank Jæger har givet Frans Lasson et smukt og velfortjent ry i den læsende verden. Hans energi er legendarisk, hans evne for diplomatiets kunst ligeså, og hans virksomhed som udgiver er båret af en kløgt, der lader ham se, hvad andre ikke ser. Uden Lassons enestående blik for det litterære supplement, i dette tilfælde en rigdom af personlige vidnesbyrd i form af breve, havde vi haft et mere begrænset syn på store skikkelser i dansk og norsk litteratur. I tilfældet Sophus Claussen og Olaf Bull kun et falmet, næsten udvisket billede. Lassons hele indsats er en triumf for den biografiske tilgang til litteraturen, for blandingen af liv og kunst, den i mine øjne legale og fuldstændig indlysende blanding af forfatterens værk på den ene side og forfatterens liv og levned på den anden...

To dybt indsigtsgivende brevsamlinger af Karen Blixen er det blevet til, et storslået brevværk om Sophus Claussen samt ikke mindre indsigtsgivende – og rystende – brevsamlinger omkring nordmanden Olaf Bull og den unge Frank Jæger. Det tør vel kaldes hovedbedriften i Lassons virke, og hvad kan den hengivne læser være andet end dybt taknemmelig. Serveret på et sølvfad ligger disse enestående breve, som – og det kan ikke skjules – tillige giver et forfærdende indblik i sider af forfatterlivet og dets omkostninger...
I begyndelsen var musikken, i begyndelsen var der også en uhåndterlig sum af talenter, forvirrende og uroladet for et ungt menneske. Talent for sang, talent for at tegne, talent for opera, talent for at skrive, talent for at formidle litteratur, masser af talent, skønt uden garanti for sikkert udbytte. Der er en undergrund af uro i det hele, for hvad skal det ende med? Når man nogen sinde frem til et resultat, eller lider drømmene lige så stille skibbrud? Der er noget gennemreflekteret over dette kapitel af Lassons liv, det har appel til enhver, som drømmer om en karriere som kunstner, og det rører ved noget i hver den, som bærer på den hemmelige rædsel: At det hele fortoner sig, at det bare var blålys med alle de livsplaner. Det giver Lassons eget liv og værk et alment perspektiv, der kan tages ad notam af enhver, som har et ærinde med sin tilværelse.
Det er fascinerende læsning, respektindgydende på alle niveauer... Som iagttager er Lasson glimrende, hans portræt af tilværelsen på landets hovedscene stiller skarpt på personer og problemer, og hans portræt af scenens ubestridte førstemand gennem generationer, Poul Reumert, er ypperlig portrætkunst."
ULRIK HØY i "Weekendavisen"

"Her får man den samlede redegørelse for et banebrydende og uforligneligt kæmpearbejde i dansk litteratur... Læseren er ikke i tvivl om, hvem der har hovedrollen, og den har han fortjent... det er en del af den afslørende sandhed, men også af charmen ved denne kleppert af en bog, der ganske frimodigt undervejs i fortællingen lader Blixen, Bull, Claussen og Reumert tegne et kort over vejene i Frans Lassons liv."
HANS ANDERSEN i "Jyllands-Posten"

"Frans Lasson er jo manden, som mere end nogen anden har sat skub i Karen Blixen-forskningen herhjemme... En udgivers arbejde – og Frans Lasson er en af vore store udgivere – er ikke nemt, det giver han et levende indtryk af i sin erindringsbog. Lasson lagde sin virksomheds vægt på at gå bag om forfatterskabet, på at efterspore det biografiske stof, og det gav en forbløffet offentlighed en helt ny Karen Blixen-opfattelse. 'Ingen er kommet så blodig ind i dansk litteratur som jeg,' sagde hun engang. Lassons udgivelser viste, hvor sandt det var."
BENT MOHN i "Politiken"

"Selvbiografisk monument... skrevet med entusiastens varme – og med enkelte spidse og spydige udfald... Den store interesse for Karen Blixens liv og forfatterskab efter døden fik først og fremmest næring takket være ham... Musikken, litteraturen, teatret har været de tre hjørnestene i Frans Lassons liv. Han føler sig som så meget af et teatermenneske, at han hellere vil kaldes syngende skuespiller end operasanger. Og hans erindringer er også – men langtfra udelukkende – en sur-sød kærligheds- eller loyalitetserklæring til teatret.
Et eksempel på denne sandhed er det store, morsomme kapitel om Poul Reumert, som Frans Lasson lærte at kende i den allersidste fase af hans lange skuespillerliv, da kræfterne – og hukommelsen – var begyndt at svigte, skønt viljen til at blive ved på og uden for scenen stadig var til stede. Det er et levende billede af Poul Reumert som den borgerlige gøgler på godt og ondt. Stor i fortrin, stor i fejl. Og det er en nøgle til den kraft og det mod, hvormed han livet igennem vedblev at forny sin kunst."
JENS KISTRUP i "Berlingske Tidende"

"For elskere af især operaen og teatrets Poul Reumert på Det Kongelige Teater – og for elskere af Karen Blixen, Sophus Claussen, Olaf Bull og Frank Jæger i litteraturens verden, er der mange godbider at hente."
BO HAKON JØRGENSEN i "Kristeligt Dagblad"





Baron og bajads. Aage Haugland fortæller. Udgivet af Frans Lasson og Hans Skaarup. Gyldendal 2001.

"Baron og bajads er en guldgrube af lynsnit ind i operaens verden, formidlet af en begavelse, der var lige så imposant som stemmen. Først fortolket med flair af Frans Lasson i den forbilledlige levnedsbeskrivelse, så fastholdt af Hans Skaarup i de årvågne interviews. Suppleret med en sand perlerække af velvalgte fotos. Et værdigt minde strålende af ufravigeligt nærvær og uoverkommeligt livsmod."
PETER JOHANNES ERICHSEN i "Weekendavisen"

"Man sluger alt, hvad Haugland fortæller. Han havde ordet i sin magt, det underholdende og det tankevækkende... Det er nogle af de kvaliteter, som lyser gennem samtalerne med Hans Skaarup og gør dem til herlig læsning, også for andre end operaelskere. Sikke en baron! Sikke en herlig bajads!"
JOHN CHRISTIANSEN i "Jyllands-Posten"

"Det er sagaen om Aage Haugland, der gør den flotte bog med dens masser af rollefotos og registre til en herlig julegave."
ULRIK COLD i "Børsen"

"Lasson veksler over de næsten 90 velskrevne sider mellem biografisk orienteret stof, klart og nøgternt og uden nyfigenhedens klamme fært, Hauglands mange roller og en dybtgående beundrende analyse af hans kunstneriske toppræstationer... Stærkt står de sidste siders beskrivelse af hans sygdom og hans beundringsværdige kamp mod den... Det er en klog disposition efter Lassons artikel at bringe Hans Skaarups lange samtale med Haugland... Bogen rundes af med et utal af rollebilleder – en sand guldgrube, som viser spændvidden i hans talent... Det er en usædvanlig flot bog, som alle operaelskere må betragte som en givende og vidende indførelse i Hauglands kunstneriske begavelse. Den er hans eftermæle værdig."
JENS HENNEBERG i "Nordjyske Stiftstidende"


Andet litterært arbejde, udstillinger, konsulentvirksomhed etc.
Har skrevet kronikker, essays og værkintroduktioner til forskellige festskrifter og litterære udgivelser samt udvalgt teksterne (af Karen Blixen) til forestillingen At elske sin skæbne. Karen Blixen i Afrika (med Susse Wold og Bent Mejding, på Sceneriet, Det Ny Teater 1998). Har arrangeret udstillingen om Karen Blixen på Det Kongelige Bibliotek (1978, sammen med Jesper Düring Jørgensen), plancheudstillingen til danske central- og folkebiblioteker om samme (1980; revideret i 1992 for Karen Blixen Museet og udsendt af Udenrigsministeriet og Kulturministeriet til europæiske lande, Sydamerika, USA, Canada, Kina, Ukraine og Australien fra 1993), udstillingen om Karen Blixen i Magasin du Nord (1985; overflyttet til Maison du Danmark, Paris i 1986 og til Palazzo Venezia, Rom i 1987), udstillingen om Sophus Claussen på Det Kongelige Bibliotek i 1983: Jeg har levet en dag i Ekbátana – og udstillingen Dronning Margrethe på Karen Blixen Museet. Billeder til en bog (2002, sammen med Marianne W. Asmussen), overflyttet til Th. Kittelsen museet ved Blaafarveværket i Norge året efter.
Initiativtager til nedskrivningen og udgivelsen af Thorkild Bjørnvigs, Thomas Dinesens og Clara Selborns erindringsbøger om Karen Blixen (1974), Martinus Rørbye-udstillingen på Thorvaldsens Museum (1981) og til oprettelsen af Niels Bohrs billedarkiv (1980), operainstruktør Johannes Fønss og Kgl. kammersangerinde Dorothy Larsen Fønss' brevarkiv (1989), Erik S. Angelos arkiv (papirer vedrørende maleren Martinus Rørbye og hans familie, 1996), Per Langes arkiv (2000) og Oda Wiedbrechts arkiv vedrørende Frits & Osvald Helmuth (2006), alle på Det Kongelige Bibliotek. Konsulent ved indretningen af Karen Blixen Museet på Rungstedlund (1988-90); sammensatte den permanente biografiske billedfrise i Karen Blixen Museets udstillingssal (1991). Konsulent på Tonny Landy: En sangers liv (1999), 3. udgave af Politikens Operafører (2000), Ebbe Mørk: Karen Blixens gæstebud. Billeder fra Rungstedlund. Med fotografier af Jens Lindhe (2003), Anna von Lowzow og Marcus Mandals internationalt prisbelønnede, engelsksprogede tv-dokumentar, produceret for Nordisk Film TV: Karen Blixen – Out of this World (2004-05, udsendt i DR1 2005 og i udvidet form på DVD 2006) og Jørgen Stormgaard: Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt (2005).
En selvbiografi i Ordenskapitlet fra 1991, der sine steder uddyber, hvad der står at læse i Vejene omkring Blixen og andre omveje. En erindringsmosaik (1997), er foreløbig utilgængelig i en længere årrække.

Litterære priser
Tildelt 1964-prisen fra Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (for gendigtningen af Paul Claudels skuespil Silkeskoen og Middagshøjde), legat fra Norsk Kulturfond (1988), Georg Brandes-Prisen (1989), legat fra Det Treschowske Fideikommis (1991) og Søren Gyldendal Prisen (2000).

Ridder af Dannebrog (1988). Modtog i 1992 den norske St. Olavs Medalje (for sine udgivelser af Olaf Bulls breve og arbejdsnotater).
Elleve tegninger af Frans Lasson   ©
I mit sidste gymnasieår (1954) deltog jeg for min egen fornøjelse i en forårsudstilling af elevarbejder på Metropolitanskolen. Her gengives, som et kuriosum, tre af de tegninger, jeg præsenterede ved den lejlighed. Den ene forestiller Holberg i fruentimmerselskab; den anden, med motiv fra Karen Blixens "Vejene omkring Pisa" (hvor prins Potenziani sidder over for prins Nino), kan i al fald, sammen med en tegning fra 1957 af Kaspersen, den falske kardinal i "Syndfloden over Norderney", som skal til at kysse frøken Malin Nat-og-Dag, tjene til at dokumentere min tidlige optagethed af Syv fantastiske Fortællinger. Også landskabet stammer fra 1954. Mandshovedet nederst i midten er næsten 10 år yngre. 0pera-akvarellerne fra 1969-70 viser en mere respektløs side af min tegnelyst, og portrættet fra 1986 af forlagskampens ubestridte sejrherre, Gyldendals administrerende direktør Kurt Fromberg, har en satirisk brod, godt gemt bag syv af årets bogtitler.
Taler af Hans Hertel og Johannes Riis ved prisuddelinger
Hans Hertel: "Den syngende detektiv"
Ved overrækkelsen af Georg Brandes-prisen til Frans Lasson, 1989 (trykt i "Bogens Verden", nr. 1, 1990)


Dansk litteraturforskning har en flot tradition for centrale bidragydere der står uden for lauget. Folk som Herman Bangs biograf Harry Jacobsen, Paludan-Müller-forskeren, skattekontrollør Sejr Kühle, for ikke at tale om de mange psykiatere og sjælekontrollører. Men det hører til undtagelserne at litteraturforskere om aftenen står på Det kgl. Teaters scene som dr. Bartolo i Barberen i Sevilla eller grev Robinson i Det hemmelige ægteskab. Det gør Frans Lasson. Han er i det hele taget en sjældenhed. Det er ikke det på operaens skrå brædder han i dag får Georg Brandes-prisen for, men det er på den anden side heller ikke noget der udelukkende udspiller sig ved skrivebordet.
Pascal siger i sine Tanker om den kristne religions sandhed at "menneskets ulykke kommer af at det ikke kan blive siddende stille i sit værelse". Den altid omkringfarende Frans Lasson mener omtrent det stik modsatte. Han får Georg Brandes-prisen for sin fremragende udgave af Olaf Bulls breve, der kom i september, men han kunne – og burde – have fået den forlængst for sine mange andre indsatser. Det er ligesom i H.C. Andersens eventyr "Hurtigløberne", hvor der "var udsat en Pris ... for den største Hurtighed, ikke i ét Løb, men saadan i at løbe hele Aaret". Frans Lasson er en af hurtigløberne i dansk litteraturforskning – hele året. Men der har fra begyndelsen været en linje i det hele.
Da den musiske lægesøn fra Aalborg var blevet student fra Metropolitanskolen, kastede han sig over litteraturstudiet ved Københavns Universitet. Han havde sans for både Paul V. Rubow og Ejnar Thomsen, men det akademiske miljø var ham for tørt og dødt. Da stemmen viste sig at kunne bære, kom han via Operaakademiet til Det kgl. Teater fra 1967. Det hemmelige ægteskab med litteraturen opstod via oversættelse af moderne dramatik og librettoer – med særlig forkærlighed for symbolister som Maeterlinck, Claudel og Debussy. Hans oversættelser udkom i landets smukkeste bogtryk, hos Poul Kristensen i Herning, og lugten af tryksværte turnede ham på for livet. Resten udrettede heksen fra Rungstedlund.
Et solistår, hvor Det kgl. tillod sig at give unge Lasson for få udfordringer, fik han lyst til i stedet at realisere en bog han altid havde drømt om at læse. Det blev til Karen Blixen. En digterskæbne i billeder (1969), der indledte hans samarbejde med baronessens sekretær Clara Svendsen, nu Selborn. Projektet indledte også hans systematiske eftersøgninger i møbler og gemmer på Rungstedlund, Folehavegård, Matrup og hvor familierne Dinesen-Westenholz ellers gemte relikvierne fra den ustyrlige datters/søsters/nieces Afrika-år. Resultaterne af de ransagninger blev til Efterladte fortællinger (1975), der kom i udvidet udgave i Blixen-jubelåret 1985, de ti bind Blixeniana 1976-85 med manuskripter, breve og andre dokumenter fra de hidtil lukkede arkiver og ikke mindst de to bind Breve fra Afrika 1914-31 (1978), der med ét slag ændrede billedet af Karen Blixen som personlighed, skæbne og uortodoks feminist – og gav Blixen-forskningen en ny retning.

Frans Lasson fik i det hele taget central betydning for både forskning og formidling omkring forfatterskabet: som primus motor bag Blixen-selskabet fra 1975, som udstillingsarrangør hjemme og udenlands, som inspirator bag Thomas Dinesens, Clara Selborns og Thorkild Bjørnvigs erindringsværker og bag Judith Thurmans store biografi – og som døgnvagt ved telefonen med svar på stort og småt. Frans Lasson har mere end nogen anden enkeltperson æren for den stadig øgede interesse og forståelse for forfatterskabet – verden rundt, for hans udgaver er kommet på ni sprog.
Han er også en formidabel organisator – og en stor drillepind, og hvis man skulle drille ham lidt i dagens anledning, må man tilføje at han også er god til at organisere andres tid. Da Københavns Universitet i 1985 besluttede at holde en mindefest på Karen Blixens 100-årsdag, var det også ved at blive Frans Lassons fest, og Ove Nathan, Keld Zeruneith og jeg, der i embeds medfør skulle arrangere den sammen med Blixen-selskabets formand, kom hurtigt til at opfatte os selv som stik-i-rend-drenge for ham.
Samme dag holdt Karen Blixen Selskabet sit sidste bestyrelsesmøde, for med karakteristisk konsekvens tog Frans Lasson initiativ til at få selskabet nedlagt – netop på det tidspunkt da baronessen havde fået sit verdensgennembrud under navnet Meryl Streep og medieinteressen truede med at degenerere til spørgsmålet om hvor meget Denys Finch Hatton lignede Robert Redford eller omvendt.

Allerede fra 1980 var Frans Lasson begyndt at overføre sin energi til to ungdomskærligheder. Inspireret af oplevelser fra studenterårenes øvelser hos Ejnar Thomsen samlede han sine tre brevudgaver om Sophus Claussen, hans forlæggere og hans kreds (1981-84), og i 1985 fik han en ny poetisk raptus med Olaf Bull og hans lyrik, der også var underbelyst i Norge. Det blev til udgaverne af Bulls ægteskabsbreve og de æstetiske notater Ekko og regnbue (1985-87), og det blev navnlig til de to fede bind Olaf Bull. Brev fra en dikters liv, der er udkommet i Norge og Danmark her i efteråret.
Via familie, venner, kolleger og forlag, i hjørner af biblioteker og firma- og familiearkiver har Frans Lasson opstøvet udkast og breve som få eller ingen har kendt, og derefter har han systematiseret, dateret, sammenkomponeret og kommenteret det hele. Det er en beundringsværdig kommentar: der er hvad der skal være, men der er heller ikke så mange detaljer at helheden drukner. Den forbindende tekst i indstukne manchetter – samme metode som i Sophus Claussen og hans kreds – og de lige så omhyggeligt opstøvede fotografier gør det samtidig til en hel biografi. Et menneskeligt drama, der læses næsten som en roman, men er en eminent kildeudgave. Oveni kan Frans Lasson den kunst der på moderne dansk hedder fund raising: fra en vifte af fonds har han skaffet betydelige beløb dels til research, dels til trykning, så Olaf Bull. Brev fra en dikters liv også har fået den ydre ramme af godt boghåndværk som artisten Olaf Bull fortjener.
Den type humanistisk forskning har ikke altid været lige højt i kurs, især ikke efter studenteroprørets opgør med positivismen. Georg Brandes-prisen er tidligere gået til beslægtede projekter som Morten Borups udgave af Brandes' Breve til Forældrene og Børge Houmanns kildeudgaver omkring Martin Andersen Nexø, og hver gang er det nødvendigt at pointere at den slags udgaver ikke – som mange synes at tro – kommer dumpende ned fra himlen som meteorer eller aflejres som naturfænomener der bare er der, klar til brug. De laves ved en kombination af intuition og sporsans, udholdenhed og ikke så lidt held, og Frans Lasson har den sjældne evne til at trænge gennem lukkede døre og tykke mure og blokeringer – for dem har der også været en del af i tilfældene Karen Blixen, Sophus Claussen og Olaf Bull, når arvinger sad tungt på papirer. Det kræver både takt og tålmodighed at bevæge sig omkring den varme grød i tempoet to skridt frem og ét tilbage. Men for Frans Lasson bliver der altid ét skridt fremad i overskud.
Derved minder han om Henry Stanley, den berømte amerikanske reporter. Det var i 1871, mens Georg Brandes fulgte Kommunen i Paris fra sin sygeseng i Rom og siden memorerede sine Hovedstrømningsforelæsninger i Kongens Have med Mor, at The New York Herald og The Daily Telegraph i London sendte den unge Stanley på en lynekspedition ind i det dybeste Afrika, og som bekendt fandt han faktisk dr. Livingstone midt i Congo. Undervejs havde han i den grad imponeret sine indfødte bærere med sin opfindsomhed og evne til at overvinde alle forhindringer for at komme videre, at de gav ham tilnavnet den der knuser klipper.
Enkelte steder på sine ekspeditioner har selv Frans Lasson måttet opgive, når familiebreve blev vogtet som stammens dybeste hemmeligheder eller skatte til senere udnyttelse. Lassons tålmodighed kan sige stop, netop fordi han er lige så målbevidst som Stanley. Og så har det vist sig at være værst for dem der rugede, for pludselig var ekspeditionen draget videre og de stod dér forladt med deres "skatte", som tabte i værdi ved ikke at komme med i den rigtige sammenhæng. For kildesamlinger som dem om Karen Blixen, Claussen og Bull laves som regel kun én gang.
Arbejdet har, som Frans Lasson selv har sagt, bragt ham "i kontakt både med pragteksemplarer af menneskeheden og med forklædte psykopater". Den slags erfaringsudvidelser kan siges at bære lønnen i sig selv, men Lasson er også blevet belønnet med et godt salg af sine Blixen-udgaver, verden rundt, som sagt – og med kritikkens begejstring. Her i tilfældet Olaf Bull har modtagelsen haft et omfang og en tone – over hele Norden – så selv den selvbevidste udgiver har måttet rødme derved. Og nu er han altså også blevet belønnet med Georg Brandes-prisen. Jeg betragter den som en højst retfærdig anerkendelse af et helt litteraturhistorisk forfatterskab, der med begejstret indlevelse og metodisk stringens har givet os foreløbig tre store digtere i uventet menneskeligt format. Forude synes at vinke et nyt, omend mindre projekt: den unge Frank Jægers breve.
Frans Lasson er som litteraturforsker en usædvanlig kombination af diplomat, opdager, arkivrotte, fighter og organisator. En stædig fætter og en fræk slagterhund. Det er en mand efter Georg Brandes' hovede, og jeg er sikker på at den gamle oppe på Strandboulevarden er godt tilfreds med at hans pris går til den syngende detektiv nede på Østerbrogade.
Tillykke Frans Lasson. Og tak fordi du ikke er blevet siddende stille i dit værelse.
© Hans Hertel, 1989
Johannes Riis: Uddrag af tale ved overrækkelsen af Søren Gyldendal Prisen på 100.000 kroner til Frans Lasson den 12. april 2000
Hele talen er trykt i "Bogens Verden", nr. 3, juni 2000.
Man kan ikke andet end nikke hjerteligt og energisk samtykkende, når man på et ret tidligt tidspunkt i Frans Lassons erindringer Vejene omkring Blixen og andre omveje støder på en passage, hvori forfatteren karakteriserer sig selv som "ikke nogen tilbageholdende natur". Nej, siger man til sig selv, det har han godt nok ret i. Frans Lasson er ikke den, der nogen bekendt på noget tidspunkt har holdt sig beskedent og selvudslettende i baggrunden. Det ligger ikke til ham i det hele taget, og da slet ikke, når han har fået en idé og sat sig et mål, f.ex. en bogudgivelse. Så er han hverken til at standse eller styre, så baner han sig vej helt frem på prosceniet, helt hen i forreste række, og helst lidt længere endnu. Og dér står han så og formelig dirrer af iver og engagement og utålmodig lyst til at komme i gang, og han ikke så meget som forsøger at skjule, at han fra nu af vil kunne begå både mord og mened for at nå frem til det mål, han har sat sig...
Men som filosoffen siger med apostlen: "Hjertets renhed er at ville eet," og det er for sin helt uforlignelige evne til på een gang at besidde hjertets renhed og have den største frimodighed til at være en sten i skoen og en torn i øjet, Frans Lasson i dag modtager Søren Gyldendal Prisen. For uden netop disse egenskaber, ikke mindst den sidstnævnte, herunder viljen til at bide hovedet af al skam, og jeg mener al skam, og bringe dem i anvendelse i sine gode sagers tjeneste, havde han med garanti ikke kunnet bryste sig af den række af monumentale værker, han i dag står som ophavsmand til. Og så havde han jo ikke fået prisen...
Frans Lassons væsentligste bidrag til Blixen-litteraturen er naturligvis og uden sammenligning de to udgaver af Karen Blixens breve, han har forestået, først Breve fra Afrika fra 1978, senere Karen Blixen i Danmark fra 1996, begge digre tobindsværker. Med sin højst usædvanlige blanding af detektivisk sporsans, utrættelig flid og pedantisk omhu har han med disse to værker ydet et uvurderligt bidrag ikke blot til Blixen-forskningen, men også til den almindelige læsers forståelse af Karen Blixens liv og værk. Frans Lassons udgivelse af Breve fra Afrika gav ny dybde og en ny dimension til begge dele, og det er ikke for meget sagt, at den var den væsentligste enkeltårsag til, at interessen for Blixen og hendes forfatterskab for cirka tyve år siden blev så markant øget...
Blixen, Bull, Claussen, Jæger, det er med sine fem værker om disse fire forfattere, Frans Lasson har indlagt sig størst fortjeneste. Det er fem værker, der ikke alene har udvidet vores forståelse af de fire forfattere, af deres liv og værk, men som også har beriget dansk, ja, nordisk litteratur i almindelighed...
Frans Lasson har med aldrig svigtende sporsans og tilsvarende stædighed fundet frem til breve og dokumenter fra den ganske verden; han har snuset sig frem til navne og adresser på arvinger og efterslægt, ærgret sig grænseløst, når han kom for sent, og han har glædet sig som et lille barn, når han nåede frem i tide og havde mulighed for med både pisk og gulerod at forsøge at få efterkommerne overtalt til at udlevere det materiale, de lå inde med; han har med tålmodighed og forbilledlig akribi gransket og tydet ulæselige håndskrifter og skrevet noter og forbindende kommentarer, tjekket og kontrolleret, og han har vel at mærke gjort det på en måde, så værkerne ganske har mistet, hvad de måtte have haft af indbyggede anlæg for at komme til at virke støvede og kedelige.
Frans Lasson er nemlig noteapparatets og de forbindende kommentarers ubestridte mester, ligesom hans altid sirligt signerede indledninger er præcise og velturnerede forfatterskabsintroduktioner. Han sætter en ære i at gøre sit hjemmearbejde grundigt, og med sit overblik og sin store viden om såvel litteratur- som personalhistorie og sans for den gode fortælling har han indflettet citater, anekdoter og realoplysninger, fyldt huller ud, strammet og glattet over og skabt sammenhæng, og han har derved formået at skrive brevbøgerne sammen til elementært spændende historier og veritable biografier...

Læser man indledningerne til de fem brevværker, er det slående, i hvor høj grad han opholder sig ved det hos de pågældende forfattere tilsyneladende uundgåelige modsætningsforhold mellem deres kunst og deres liv, ved det "faustiske element", på den ene side kunstnerens forpligtelse, hans forskrivelse til kunsten og hans dermed sammenhængende arbejdsdisciplin og lidenskab for sin metier, og på den anden side de krav og forventninger, der stilles til ham om at leve et "normalt" liv, dvs. passe hjem, ægtefælle og børn og tage sig af borgerlige forpligtelser i det hele taget.
Man ser det i portrætterne af både Bull og Jæger, for hvem alkoholen bliver den store dæmon og tilflugt, man ser det hos Blixen, der kommer til at opfatte kunsten som en slags kompensation for ikke at kunne leve et almindeligt kvindeliv, og som jo hævder, at ingen er kommet mere blodig ind i litteraturen end hun, og man ser det hos Sophus Claussen, der, som årene gik, kom til at føle sig mere og mere hensat til isolation og ensomhed, fordi han ikke kunne finde en balance mellem sit kunstneriske kald og familiens krav til ham.
Hvad der slår een i Frans Lassons fremstilling af denne konflikt, er hans uindskrænkede loyalitet over for "sine" forfattere. Uanset hvor udsat en position de anbringer sig i, uanset hvor langt de kommer ud i ekstremerne, i misbrug, selvdestruktion og andet uføre, følger han dem i tykt og tyndt, også ud, hvor det går helt galt, og de ikke tager sig det mindste præsentable eller indtagende ud. Frans Lasson dækker på ingen måde over deres svagheder, men han er til enhver tid rede til både at forklare og forsvare dem og deres valg og dispositioner, fordi han er overbevist om, at de ikke kan andet, og om, at de gør, som de gør, for at kunne leve op til deres følelse af at være forpligtet til at yde deres ypperste. Han er altid sikker på, at de hører "a different drummer", som englænderne siger. Lasson udtrykker det nok tydeligst i bogen om Olaf Bull, hvor han skriver, at for ham vejede pligten over for de nærmeste ingenting mod den pligt, han følte over for digtningen. Bull "drømte aldrig om at gå på kompromis; han kæmpede for noget andet og væsentligere end et uplettet generalieblad... Henvist som han var til at søge digtets stof i sin egen skæbne, gik han undertiden langt ud over den grænse, mennesker sædvanligvis respekterer, og veg ikke tilbage for i nødsfald, legitimeret af kunstneriske hensyn, at prisgive sine nærmeste, at efterlade dem i ensomhed og ydmygende fattigdom. Han kom med årene til den overbevisning, at hans talent stod i en større sags tjeneste, løsrevet fra almindelige menneskelige normer, og at de lidelser, hans kald som digter påførte andre, måtte betragtes som en nødvendig omkostning".
Man mærker her ingen afstandtagen, ingen fordømmelse fra Frans Lassons side, kun en konstatering af tingenes tilstand. Ikke fordi Frans Lasson er noget afstumpet menneske, men fordi han ud fra sit kunstsyn og sin specielle position har alle forudsætningerne for at sætte sig ind i problematikken, og fordi han aldrig har været i tvivl om, at der findes højere mål at sætte sig i tilværelsen end at efterlade sig et "uplettet generalieblad"...
Du har brændt for dine forfattere og for dine bogprojekter, og du har gjort alt, hvad der stod i din magt, for at få dine planer realiseret så fagligt forsvarligt og så æstetisk tilfredsstillende som muligt, vel at mærke aldrig for at forherlige, endsige berige dig selv, men for at gøre det, du mente var vigtigt, og som rakte ud over dine egne private interesser, og gøre det bedst muligt. Det har du gjort med både held og viljestyrke...
Vi tager hatten af for din litteraturhistoriske indsats, som har været mange, mange mennesker til gavn og glæde, vi er dig stor tak skyldig, og der er al mulig grund til, at jeg nu skal overrække dig Søren Gyldendal Prisen 2000.
Til lykke med den.
© Johannes Riis, 2000

Frans Lassons tak for Søren Gyldendal Prisen 2000
Trykt i "Bogens Verden", nr. 3, juni 2000.
Her, i en tid, hvor Homérs Iliade blir genskabt og genlæst,
formet på levende dansk, så enhver kan forstå, hvad der siges,
føles det ganske naturligt at svøbe de tanker, man rummer,
ind i den rytmiske dragt, som man finder hos ham: heksametret,
både til forlagets ære og også til fryd for os alle
nu, hvor vi står i det hus, på hvis trapper den klassiske lærdoms
strengeste vogtere gik, i den fornemme Borgerdydskole.
Kun en snes år efter Sørens, agent Søren Gyldendals bortgang
trådte der endnu en Søren, med slægtsnavnet Kierkegaard, ind ad
Gyldendals hvælvede port som discipel i nederste klasse,
krumrygget tidligt ved byrden af mange og tyngende bøger,
skrevet på græsk og latin. Så jeg følger vist blot traditionen
her, hvor man læste og brugte de sprog, som kun lever i mindet,
når jeg nu vælger en form, der blev skjult under oldtidens aske.
Nok er jeg ikke Homér, og den sydlandske sol er det småt med,
men hvis I bare vil lytte (og gerne med lukkede øjne),
samler jeg mod til at tale og kaster – måske lidt dumdristigt -
ordene højt op i luften som dansende lydserpentiner.

Skjalden, den blinde Homéros, der givetvis skrev Iliaden,
påkaldte lige fra starten erindringens himmelske muse:
"Vreden, gudinde, besyng...", men da ingen af os føler vrede,
vælger jeg mere naturligt at skrive en hyldest til glæden.
Syng om den glæde, gudinde, som fylder et menneskes hjerte,
når han kan mærke, at andre med venlighed går ham i møde,
griber hans hånd for at sige de ord, der får alt til at blomstre,
solen igen til at skinne og glemselens sne til at smelte:
"Tak for de ting, vi har fået. Vi håber, du giver os mere!"
Hvad skal man svare? – Blot dét, at ens virke er blevet bemærket,
ja, at en smule af det, man har skabt, måske gjorde en forskel,
glæder én langt ind i sjælen. Så tænker man slet ikke over,
hvad det personligt har kostet, de titusind timer i enrum,
siddende lænket til borde med bjerge af gulnede blade.

Digternes breve er tråde, der alle går ind i et mønster,
synligt engang, men forsvundet i tidernes vældige bølger.
Først når de atter blir samlet, forvandles et kaos til kosmos,
så vi kan se, hvad de store, de største får lov at betale
blot for at være sig selv, for at skrive de værker, vi elsker.
Vejen er gået fra Blixen til Claussen og Bull og Frank Jæger,
afbrudt af musiske stunder, når scenen har krævet mit nærvær.
Ligner det omveje? Sikkert! Men ingenting slørede målet:
Det – at få lov til at give en brøkdel af gaven tilbage,
skabe et rum, hvor der lyder et ekko af ungdommens læsning,
den, som vi aldrig kan glemme, fordi den er ét med vor ungdom.

Tænk, hvilken verden man møder, når kapslerne endelig åbnes,
dækket af tingenes støv, efter halve århundreders glemsel!
Livet på scenen kan sjældent stå mål med det virvar af skæbner,
digtningens krønike rummer. Den forsker, som prøver at finde
sandheden bag ved de klassiske myter om kunstnernes kvaler,
standses jo ofte på vejen af sten, der kan sinke hans vandring
eller forvirre hans øje: "Vend om, hvis du ikke vil synke
ned i det kviksand, der kvæler den ofte uskyldigt forvovne,
den, som trods advarsler søger de egne, hvor ingen har været!"
Da bør man samle sin kraft og stå fast! Det er nu, der skal kæmpes.
Kampen er ulige, modstanden hård, fordi mange vil hævde
(ofte med vildt demagogiske fagter), at intet må ændres,
alting skal være som før. Hvis der kommer en sprække i lakken,
falder beundringens billede ud af sin velkendte ramme!
Men det er stundom nødvendigt og gavnligt at splitte en helhed,
knuse en kop eller to for at føje de adskilte dele
ind i et rigere mønster, hvorved de får øget betydning.
Mod er det halve – og resten: at slide sig frem til det lette,
det, der ser ganske selvfølgeligt ud, som en blomst på en plante.
Lønnen er arbejdet selv. Og den rigdom er mere end penge.
Livet får farver og lys fra de ensomme timer ved lampen,
mennesker møder ens blik, og man mærker et håndtryk i farten:
"Tænk, at du huskede mig!" Hvilken lykke at finde på vejen...

Dette, at stå på en scene, at synge og spille, at være
midt i det nu, som man deler med publikum nede i salen,
og at få tid til at forske, få mulighed for at bevare
noget, man troede forsvundet, i bøger, der læses af andre -
føler jeg selv som en dobbelt og meget forpligtende gave.
Godt, at den gik til en slider, der ved, hvad det arbejde kræver,
hvis det skal blive til noget. At veksle imellem talenter
spreder vist oftere sindet end fører til noget, der varer.
Men jeg har aldrig bemærket, at skiftet forstyrred min hverdag.
Opgaver meldte sig selv, og jeg løste dem alle med glæde,
snart på teatret og snart ved min læsepults venlige lampe.
Sådan forløb det, og nu, hvor en del af mit boglige virke
sikkert er endt, har jeg lyst til at prøve, hvor langt man kan komme
ved at gå bort fra de stier, hvis grus mine fødder jo kender,
ind i et ukendt, uvejsomt terræn, hvor man hurtigt kan snuble.
Skuespil hedder det næste projekt i mit livs kavalkade.
To har jeg skrevet fornylig. Et tredje er færdigt i tanken.
Scener og mennesker fødes, som om jeg var vant til at skabe
stykker med mange replikker. Jeg mærker slet ikke besværet,
skønt jeg kan sidde i dage og enkelte nætter ved skærmen.
Også min lyriske åre, der sjældent fik lov til at flyde,
sprang som en lille fontæne med digte for måneder siden.
Linjerne flettedes sammen og blev en sonetkrans til Blixen.
Skæbnen er nådig og skænker mig mer, end jeg sikkert fortjener.
Men jeg er meget taknemlig; jeg ved, at det hurtigt kan skifte.
Lad mig da takke af hjertet! Den glæde, I gav mig, vil vare,
styrke min tro på, at sliddet dog ikke har været forgæves.
Takken har også et videre sigte. Skønt ingen kan se ham,
fange hans skygge på trapper og gange, hvor mennesker færdes -
er han til stede iblandt os. Så hvad er da mere naturligt
end, at jeg slutter min tale med det, som jeg føler bør siges
til Søren Gyldendals pris, og her snakker jeg ikke om prisen,
men om den opvakte søn af en lærer med rødderne plantet
dybt i den nordjyske muld. Det er ham, som står bag ved det hele.
Huset, hans livsværk, er længst gået ind i sit tredje århundred,
hærdet og modnet af alt, hvad der hændte i skiftende tider.
Kendt som en institution, et begreb à la Kongens Teater,
Rosenborg, Tivoligarden og – når det går højt – Holger Danske!
End ikke jordskælv kan ryste dets gamle og prøvede mure.
Ingen af os havde været just her, hvor vi står, hvis han ikke
netop i 1770, under Struensees stigende stjerne,
havde skabt grundlag for noget, som stadigvæk lever og trives.
Derfor er dagen hans dag, Søren Gyldendals minde til ære!

© Frans Lasson, 2000

Frans Lasson: Tanker omkring en rund fødselsdag
Tale på heksametre ved Gyldendals reception den 26. oktober 2005 i anledning af forfatterens 70-årsdag.
Mere end fem år er gået fra den dag, jeg stod her i huset,
fuld af taknemlighed over at få Søren Gyldendal Prisen,
og med en svingende rytme - det oldgræske sprogs heksameter -
søgte at fange den stemning, som stadigvæk anes herinde.
Når jeg nu vover det samme, forhåbentlig uden at kede,
er det, fordi jeg vil tale om det, der er ånden på stedet:
viljen og evnen til altid at se både frem og tilbage -
frem mod det nye, tilbage mod det, som vi fik af de gamle.

Nu er her forlag, og det har der været i talrige slægtled;
før var der plads til at rumme den fornemme Borgerdydskole,
hvor man lod oldtidens store skribenter belære de unge.
Her var de døde naturligt en del af de levendes verden.
Siden hen flyttede skolen, hvor Kierkegaard gik som discipel,
krumrygget tidligt ved byrden af mange og tyngende bøger,
både latinske og græske, der nok kunne knække de fleste.
Men da så Frederik Hegel, i midten af forrige sekel,
overtog gården fra Deichmann og startede det, som vi kender,
blev det igen til et hus, hvor de døde har meget at sige
gennem de værker, de gav os, dengang de var gæster på jorden.
Undskyld jeg springer i teksten og priser en ufortjent glæde,
et à propos til det tema, hvorover min tale er bygget.
Lykkeligt er det for Danmark, at netop den klassiske digtning
nu, mens vi lever, blir tolket af mesteren Otto Steen Due,
nutidens genfødte Wilster, med mod på de sværeste tekster.

Men det var ikke alene antikkens beundrede skjalde,
som blev en del af den verden, vi kender fra Thorvaldsens dage,
kyndigt fordansket blandt andet af førnævnte Wilster i Sorø.
Også de danske skribenter, fra Ewald til Martin A. Hansen,
satte sig gerne en time ved foden af Rundetaarns kegle,
førend de genoptog vandringen ind i den by, som de kendte.
Timelig afsked med dem var jo aldrig farvel for bestandig.
Selv om man ikke mer mødte dem ansigt til ansigt på gaden,
tæt ved de boder, der døbtes til minde om klostret Sankt Klara,
traf man dem dog i de bøger, som forlaget smukt holdt i ære.
Dèr stod de op fra de døde, befriet for jordiske plager,
uden de fysiske skrammer, der gør dette liv så besværligt:
Holberg, Pontoppidan, Brandes - og nærmere os Karen Blixen
fandt i de bøger, de skabte, et sted, der var helt uden alder,
blomstrede dèr, som om intet i verden blev gammelt og nedslidt.
Men illusionen bedrager - alt levende har sine grænser.
Kroppen, hvis skæbne vi deler, det blodfyldte kød, vi er iklædt,
går på et tidspunkt tilgrunde. Kun bøger har fremtiden for sig.
Midt i den dybeste slummer, der næsten kan ligne en glemsel,
trækker de hemmeligt vejret og lader sig kalde til live
atter og atter, så længe de taler til kommende slægter.
Kort er den frist, vi får skænket som vidner til det, vi har frembragt,
målt med de talløse år, hvor vi ikke kan følge det længer.
Selv har jeg følelsen af, at det hårdeste slid ligger bag mig.
Kraften er ikke den samme, hvor gerne jeg end ville tro det.
Hvorfor begræde et faktum? Som om dét kan ændre ved sagen.
Langt mere tid har jeg fået til virke og vækst, end jeg vented,
da jeg var ung og fortumlet, en tilstand, de fleste vel kender.
Dette: at fylde halvfjerds, gøre krav på en tågesvøbt fremtid,
var en utænkelig tanke, en næsten usømmelig hybris,
der uden skygge af tvivl ville straffe enhver, som forbrød sig.
Mennesker kræver så meget, kan aldrig få nok af det meste.
Alder står øverst på listen, når det man begærer skal nævnes.
Ungdom er nutidens kode. Og løgnen: at hævde, man stadig
føler sig ung bag ved masken, den furede maske vi hader -
spredes som pesten og præger alt liv i den vestlige verden.
Hvad er der galt ved at danse i takt med sit efterårs rytme,
følge dens langsomme pulsslag, der sikkert vil tirre de stærke?
Frygten for ene af alle at snydes, gå glip af, hvad nogle
her på misundelsens mødding har fået som ufortjent gave:
medgang, et helbred, der holder, men hyppigst en højere alder -
det er den skævhed i lykkens fordeling, de fleste bemærker,
og som de prøver at skjule, før andre får blik for det skæve,
Heraf den udbredte livsløgn, at ung blir man ved med at være,
lige så længe man føler en umættet trang til at leve,
kaste sig ud i det hele, trods årenes punktvise hærgen;
tit er det kun en kliché, der kan virke en kende kosmetisk,
eller en påstand, som røber, hvor skamfuld man er ved sin alder.
Jeg siger nej til at gøre mig yngre end det, jeg er blevet,
skønt hvert et årstal, man låner, betales med stigende renter.
Bitterhed over, at lysten til større bedrifter er borte,
føler jeg ikke, for hvad kan det nytte? Jeg rummer kun glæde
nu, hvor vi gensér hinanden, fordi jeg tilfældigt passerer
endnu en varde på vejen, med tak for hvert håndtryk, I gav mig,

Tænk - at få lov til at være en gæst blandt de indbudte gæster
her i det hus, hvor det hele begyndte, i tidernes morgen.
Mer end det halve af livet er gået, men intet kan slette
mindet om netop den dag, hvor jeg første gang traf Mogens Knudsen,
altid forbundet med synet af solskin og porthvælvets skygge,
forlagets malede trappe, der førte mig op til Olympen,
mere præcist formuleret: kontoret med dampende kaffe
skænket i snehvide kopper, mens planer og vilkår blev drøftet
sagligt, men hemmeligt fulde af løfter, hvis heldet var med os.
Clara, i dag Clara Selborn, var den, der forfattede teksten;
jeg skulle samle og vælge de fotografier af Blixen,
som kunne danne en frise, en fængslende billedberetning
om, hvad vi ønsked at skildre: en digters ret ukendte skæbne.
Sådan var starten på det, der med tiden blev hilst som en bølge.
Snart fik vi stiftet et selskab, hvis virke slog ringe i vandet.
Gamle historier tryktes, erindringer vaktes til live,
og som det vigtigste udkom de tanker, hun nedskrev på farmen:
Breve fra Afrika, bogen, der gjorde en fjern baronesse -
hidtil betragtet på afstand, med undren og skeptiske blikke -
til en fortrolig veninde for mange, der søgte en mentor.
Mogens holdt huen, da barnet blev døbt som den første af kuldet.
Alt, hvad der fulgte: de bøger, jeg udgav om Claussen og Jæger
og, til min egen forundring, den største af Norges poeter -
minder mig jævnligt om døre, der altid stod vennesælt åbne,
opmuntring, faglig begejstring - men også en nøgtern kalkule:
købmandsskab kløgtigt forenet med sikkert instinkt for værdier.
Mogens tog del i det hele og styrkede én ved sin tillid.
Siden sad Rifbjerg ved bordet, og senere fulgte Johannes,
alle med sans for at knytte et bånd mellem generationer
uden at svigte det nye, som sikrer imperiets fremtid.
Dem vil jeg takke, for tålmod, for kreativt modspil og støtte.
Få kan som jeg se tilbage på over en menneskealder,
hvor mine bøger i reglen er kommet på Gyldendals Forlag.
Det er min stolthed og glæde, og her har jeg stadigvæk hjemme.
Sker det, jeg spræller i nettet, så bank mig, men ikke for længe!
Husk, jeg er sanger og vant til, at store bevægelser virker,
sammen med grofttegnet sminke og alterlys nede ved rampen.
Publikums bifald og hyssen er lønnen. Jeg vælger dem begge.
Liv skal der være. Det blev der. Og mere forlanger jeg ikke.

© Frans Lasson, 2005      





Frans Lasson: et filmportræt


Teater og bøger.

Get the Flash Player to see this player.

Vejene omkring Blixen...

Get the Flash Player to see this player.

Private Life.

Get the Flash Player to see this player.



Produceret af Dankvart Film 2008 - dankvart.dk